
Oplev de første landskampe på hjemmebanen i Frederikshavn

Der er lagt op til en regulær floorballfest i Arena Nord i denne weekend, den 10. og 11. november, hvor de danske floorball-landshold skal møde de norske i fire landskampe: De danske floorballdamer skal møde nordmændene kl. 13 både lørdag og søndag, og de danske herrer skal møde de norske kl. 16 begge dage.
Det er første gang, at de fire landshold skal spille på danskernes nye hjemmebane i Frederikshavn, men det bliver bestemt ikke den sidste, da Frederikshavn er blevet udvalgt som ny fast hjemmebane for floorball-landsholdene.
Og det er ikke bare kampene, man kan opleve, hvis man køber billet til en eller begge dage i Arena Nord. Der vil blandt andet være taler, udsalg på floorballudstyr begge dage fra kl. 12-17 og selvfølgelig pauseunderholdning, så publikum ikke keder sig mellem kampene.
Billetter koster 50 kroner for én kamp, 75 kroner for en dag med to kampe og 100 kroner for to dage med i alt fire kampe. Billetter kan købes i døren og entré er gratis for børn til og med 12 år.
Udgivet den 8. november 2018