
Kronprins Frederik satte sit varige aftryk på Frederikshavn, da han deltog i fejringen af byens 200 års jubilæum. Han skrev sit navn til indhugning på Kongestenen og indviede første del af en enorm havneudvidelse.
Besøget begyndte på Paradiskajen, hvor tusinder af glade børn og voksne var mødt frem for at modtage Hans Kongelige Højhed. Solen strålede ned på alle, og der var masser af klapsalver, når han vinkede til de fremmødte.
- Vi fik besøg af Knud i fredags med blæst og regn, nærmest orkan. I dag kommer så Frederik med sol og venlige vinde, sagde borgmester Birgit S. Hansen i sin tale til Kronprinsen og de fremmødte.
Efter talen underholdt Jimmy Jørgensen og Caspar Phillipson med en hyldestsang til Frederikshavn, før 200 røde og hvide balloner gik til vejrs.
Snoren klippet til første etape
Kronprins Frederik tog kortvarigt afsked med Paradiskajen og gik om bord på flådens fartøj Arvak, der fragtede ham til den yderste del af det nye havneareal. Her skulle han klippe snoren og indvie første etape på 330.000 kvadratmeter.
Arvak fragtede Kronprinsen og følge tilbage til Paradiskajen, hvor kronebil nummer 8 ventede for at fragte H.K.H. til Pikkerbakken.
Navnet i stenen
Pikkerbakken har gennem de seneste måneder været gennem en ombygning. Udsigtsmulighederne har fået et løft med en platform ud i luften, og den skulle vises frem for Kronprinsen. Repræsentanter fra de private sponsorer, Roblon Fonden, Uggerhøj, Trigon og Orskov Yard, stod klar til at modtage Kronprins Frederik. Han hørte om skabelsen af Pikkerbakken og tilblivelsen af udsigten.
Efter en tur ud på platformen, spurgte borgmesteren, om han havde lyst til at skrive sit navn på kongestenen, som forfædrene Kong Frederik den 8. og Kong Frederik den 9. gjorde det. Det takkede han ja til. Senere hugger skulptør Paul Erland navnet ind i stenen.
Kronprinsen afsluttede sit besøg med en privat frokost i Siloen, før han lidt før kl. 14 sagde farvel til Frederikshavn. Til lyden af 21 kanonskud sejlede Kongeskibet Dannebrog atter fra Paradiskajen.