
Kongeskibet ankommer 20 minutter tidligere end først planlagt

Har du lyst til at se Kongeskibet Dannebrogs indsejling i Frederikshavn Havn, skal du være på Paradiskajen omkring klokken 09:30 tirsdag den 25. september. Kongeskibet Dannebrog ankommer nemlig til kajen klokken 09:40, og ikke klokken 10:00, som det ellers først blev meldt ud.
Ændringen i tidsplanen skyldes, at Dannebrogs egen landgangsbro er for kort til at nå ned til Paradiskajen, som er en færgekaj. Derfor vil skibet ankomme tidligere, så en landgangsbro fra Flådestationen kan påsættes i stedet.
Kronprinsen vil dog først gå fra borde klokken 10, hvorefter dagens jubilæumsfestligheder for alvor begynder.
Frederikshavn Kommune byder alle velkommen til at deltage i festlighederne på Paradiskajen, men har man ikke mulighed for at være med på dagen, kan man følge kronprinsens besøg på kommunens hjemmeside, www.frederikshavn.dk.
Udover at være til stede på Paradiskajen, kan man også møde op og vinke langs Kronprinsens kørerute. Kronebilen kører fra Paradiskajen ad Havnepladsen/Europavej, til højre ad Thodesvej, derefter til venstre ad Søndergade og til højre ad Møllehus Allé til Understedvej. Her drejer Kronebilen ind og kører helt op på Pikkerbakken.
Også på Pikkerbakken er alle velkomne. Her er der dog begrænset udsyn.
Du kan få det fulde overblik over dagen her
Udgivet den 24. september 2018