
Statslige vandområdeplaner sikrer en samlet planlægning for at forbedre kommunernes vandmiljø i både søer, vandløb, kystvand og grundvand i overensstemmelse med EU’s vandrammedirektiv. Der skal blandt andet skabes fri faunapassage ved Sæby Vandmølle og ved Mariendal Mølle ifølge vandområdeplanen, der gælder for Frederikshavn Kommune.
Teknisk Udvalg har løbende behandlet vandplanssagerne i forhold til de to stemmeværker. Senest har udvalget bevilliget penge til en opdatering af et forslag til vandplanprojektet ved Mariendal Mølle, og efter sommerferien forventer udvalget at forholde sig til det videre forløb for vandplansprojektet for Sæby Å.
Opdatering af vandplansprojekt ved Mariendal Mølle
Ved Mariendal Mølle blev der i 2014 udarbejdet et projektforslag til vandplansprojektet, men efterfølgende har massive regnmængder i efteråret 2014 ændret markant på åens profil.
- Senest har Teknisk Udvalg på vores møde her i maj bevilliget penge til, at kommunen kan få udarbejdet et opdateret forslag til vandplansprojektet med beregninger af de konsekvenser, som projektet vil få på de omkringliggende arealer. Derefter skal der søges om statslig finansiering til at gennemføre projektet, fortæller Karsten Thomsen, formand for Teknisk Udvalg.
Forprojekt på vej for Sæby Å
Status for Sæby Vandmølle er, at der pt. udarbejdes et teknisk notat, hvor de tekniske rådgivere belyser, hvordan man kan gribe et forprojekt an til Sæby Å, hvor såvel bredejernes interesser, vandmiljøet og kulturmiljøet omkring vandmøllen sikres bedst muligt. En ekstern uvildig ekspert skal således hjælpe med at kvalificere et forprojekt, og det forventes, at Teknisk Udvalg efter sommerferien kan tage stilling til det videre forløb for vandplansprojektet for Sæby Å.