
Etableringen af boligkvarteret i Flade Bakker er nu klar til anden etape. I løbet af foråret og sommeren vil de 14 grunde i Bækhusene blive byggemodnet. I samme omgang bliver de grønne områder og stier færdiggjort, hvilket udgør 57 procent af boligkvarterets samlede areal.
Første byggemodning i Flade Bakker omhandlede 29 boliggrunde, Søhusene og Åshusene. Det er et eftertragtet område, så allerede nu er der solgt 10 ud af de 21 grunde i området Søhusene samt to ud af de otte udsigtsgrunde i Åshusene.
Byens grønneste bydel
Flade Bakker bærer præg af det karakteristiske landskab i denne del af Vendsyssel. Morænebakken med stejle skrænter er skabt under den sidste istid og er bevokset med eng- og skovarealer.
Det er disse fantastiske omgivelser, der danner rammen for den nye grønne bydel i det vestlige Frederikshavn og fremtidige hjem til det gode hverdagsliv.
I Flade Bakker fås et hjem, der ligger tæt på byen og samtidig direkte i den fantastiske natur. Flade Bakker er nemlig placeret som et rekreativt knudepunkt tæt på flere skov- og naturområder og planen er at lave en infrastruktur, der binder Flade Bakker sammen med de nærliggende grønne områder.
Læs mere om boligområdet i Flade Bakker
Fakta
- Højeste punkt på toppen er 75 meter
- Udsigtsgrundene er 46-59 meter
- Søhusene er 30-34 meter over havet
- 33 km i lige luftlinje til Skagen