
Covid-19: 22 elever og fem medarbejdere fra Ravnshøj Skoleafdeling sendes hjem

Frederikshavn Kommune følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer og hjemsender derfor 22 elever fra Ravnshøj Skoleafdelings 9. årgang. Det sker, fordi en elev i dag er testet positiv for Covid-19. Eleverne skal være i isolation, indtil der foreligger negative testresultater.
- Det er vigtigt, at vi handler hurtigt, så vi kan bryde smittekæderne. Vi har derfor valgt at hjemsende elever og medarbejdere til test, så vi kan forhindre smitten i at sprede sig, siger Anette Nedermark, som er skolechef i Frederikshavn Kommune.
Alle elever, der går i samme klasse som den smittede elev, er definerede som nære kontakter, og skal derfor testes, før de kan vende tilbage til skolen. Eleverne skal testes på 4. og 6. dagen, men kan vende tilbage allerede efter den første test, hvis svaret er negativt. Eleverne og forældrene i den berørte klasse er blevet kontaktet direkte.
Retningslinjerne omkring isolation og tests gør sig også gældende for de medarbejdere, som er den smittede elevs nære kontakter, hvilket er i alt fem medarbejdere. Disse er derfor også hjemsendt i isolation og skal have negative tests, før de må vende tilbage til Ravnshøj Skoleafdeling.