MED-aftalen er reelt medarbejderes og lederes daglige arbejdsredskab, når det gælder samarbejde og medindflydelse. MED-aftalens ”ånd” er stærk og målrettet. Vi samarbejder, og vi gør det i tide, vi lytter til hinandens synspunkter, og vi fører dialog! Vi påskønner og respekterer hinandens indsatser, og bidrager i MED-samarbejdet med det faste udgangspunkt, at vi har gensidig tillid til hinandens gode intentioner, uanset om vi er enige eller uenige.
MED-aftalen skal understøtte både ledere og medarbejdere i vores fælles bestræbelser på at levere kvalitet og effektivitet i kommunens serviceydelser til de borgere og brugere, vi er til for. Vi ved, at den gode arbejdsplads er fundamentet for den gode service, så enkelt er det! Og netop derfor vægter vi sundhed højt. Dette sker gennem et målrettet fokus på trivsel og sundhedsfremme på arbejdspladserne. Det er en selvfølgelighed, at arbejdsmiljøet er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt.
MED-aftalen med alle dens bilag er dynamisk dokument, der skal udvikle sig i takt med tiden og de omgivelser, den skal fungere i. Som en stor og mangfoldig kommunal arbejdsplads er vi en integreret del af det lokalsamfund, vi indgår i. Samtidig agerer vi i tæt samspil med det politiske liv, både lokalt, regionalt og nationalt. Derfor vil det givetvis være nødvendigt at ændre MED-aftalens indhold fra tid til anden; det vigtige er her, at der er enighed i MED-organisationen om ændringerne.
MED-aftalen har et særligt og højt prioriteret fokus: Det gode arbejdsmiljø. Arbejdsmiljøområdets pointer er blevet en integreret del af MED-aftalen for Frederikshavn Kommune. Aftalen er herfor udformet i samarbejde med arbejdsmiljørepræsentanter for at opnå det højest mulige faglige niveau.
Alt dette kan lade sig gøre, fordi vi har besluttet, at MED-strukturen skal være enstrenget, og at kommunikationen skal foregå via et enstrenget system. Ved enstrenget forstås, at MED-udvalg og sikkerhedsudvalg er smeltet sammen, mens det daglige arbejde i arbejdsmiljøgrupperne på arbejdspladserne fortsætter uden for det ”sammensmeltede” forum.
I forbindelse med udarbejdelse af MED-aftalen har vi alle gjort os store bestræbelser for at diskutere nøglebegreberne til bunds. Der skal ikke opstå tvivl om, hvad vi egentlig mener! Vi har med andre ord forsøgt at undgå ”begrebsforvirring”. Skulle der alligevel opstå tvivl, så tager vi fat igen og får den gensidige forståelse på plads.
I aftaleteksten bruges benævnelsen leder flere gange. Med ledere menes ansatte ved Frederikshavn Kommune, hvor der i stillingsbeskrivelsen og job-udøvelsen indgår et eller flere af følgende elementer: Selvstændig ledelsesret dvs. beslutnings- eller indstillingsret på ansættelser og afskedigelser eller selvstændigt budget- og regnskabsansvar.
Også betegnelsen medarbejderrepræsentant bruges flere gange. Når der ikke er en fællestillidsrepræsentant eller en tillidsrepræsentant, kan man i stedet vælge en medarbejderrepræsentant til MED-udvalget. Medarbejderrepræsentanten træder med andre ord ind i MED-udvalget i stedet for FTR eller TR. Arbejdsmiljørepræsentanten er også valgt af medarbejderne, men repræsenterer arbejdspladsen og ikke en fagpolitisk organisation. Derfor har vi bestræbt os på at holde begreberne adskilt for præcisionens skyld.
Denne MED-aftale repræsenterer viljen til at skabe og fastholde fælles forståelse mellem medarbejdere og ledere, således at arbejdspladsen opfattes som en enhed, der går efter de samme mål. Det betyder med andre ord, A- og B- siden eller de og os afløses af VI: Medarbejdere og ledere.