Luftfoto med optegning af nye parcelhusgrunde i Østervrå

28 af byrådets 29 medlemmer står bag Frederikshavn Kommunes
Budget 2024.Det sikrer ro og stabilitet om retningen, når et bredt flertal står sammen om kommunens budget.

Vi har hånd i hanke med kommunens økonomi, hvad angår de ting, vi som kommune selv er herre over. Vi tager ansvar for at nedbringe kommunens gæld for ikke at overlade regningen til vores børn. I 2024 afdrager vi ekstra 59,7 mio. kr. på vores gæld. Det giver et øget økonomisk råderum fremover på 5 mio. kr. årligt til drift og den direkte borgerrettede velfærd.

Vi frigiver varige midler, når vi høvler af gælden, men det friholder os ikke for at reducere budgetterne med en procent. Det svarer til 30,2 mio. kr. om året. Denne øvelse er nødvendig, så længe vores befolkningstal falder, og vi får færre indtægter. Vi er samtidigt udfordret af færre arbejdspladser og øgede omkostninger på bl.a. familieområdet.

De øgede udgifter opvejes ikke af økonomiaftalen med Staten, og nogle tænker måske: ”Hvorfor hæver I ikke bare skatten?”. Hvis vi gør det, rammer vi de borgere, der tjener mindst, først. Derfor holder vi skatten i ro i Frederikshavn Kommune.

Vi har politisk valgt at prioritere vores børn og unge i kommunen. Vi prioriterer indsatser rettet mod de børn og unge, der har det svært og har behov for ekstra støtte. Vi afsætter yderligere 8 mio. kr. årligt til de øgede omkostninger på familieområdet. Gør vi ikke det, kommer vi til at flytte midler fra andre områder. Vi ønsker et øget fokus på unges mentale trivsel. Politisk ønsker vi, at der skal ses på kommunens klubtilbud, og vi ønsker et øget fokus på helhedsorienterede og tværgående indsatser i dagtilbud, folkeskole, ungdomsskole og SSP med et meningsfuldt og sundt fællesskab i fritiden. Der skal arbejdes på et stærkere samspil mellem de kommunale og de foreningsdrevne tilbud.

For at øge mulighederne for at tiltrække småbørnsfamilier til kommunen, holder vi vuggestuetaksterne i ro. Det er der afsat 1,5 mio. kr. til årligt. Vi prioriterer et godt og sundt måltid i vuggestuerne og afsætter 2,2 mio. kr. årligt fra 2025.

Vi har fokus på en særlig faglig tilrettelagt indsats i dansk og matematik i folkeskolen over en 4 års periode. Til inklusionsindsatser og -udstyr som høreværn, skærme og teknologi har vi afsat 1 mio. kr. og 0,5 mio. kr. til at forny slidt inventar i SFO’erne i 2024. På PPR-området afsætter vi 1,7 mio. kr. for at nedbringe sagsmængderne.

Forligskredsen er enige om, at de borgere, der har det sværest, skal hjælpes og støttes mest. Handicapområdet understøttes derfor i budgettet med 1,5 mio. kr. årligt til arbejdet med hjemmedage og weekendaktiviteter. Borgerne med funktionsnedsættelser har brug for at være en del af fællesskaber. Der er et ønske om, at hjemmedagene forandres på en måde, hvor fællesskabet er sigtet,
men hvor det også er muligt at tilgodese særlige behov for den enkelte.

Kommunen har med midler fra en statslig pulje udviklet en forsøgsmodel med integreret hjemmepleje og sygepleje. Forsøget viser positive resultater for borgerne, medarbejderne, trivsel og sygefravær. Vi afsætter 0,75 mio. kr. årligt frem til og med 2026 for at sikre implementering af faste teams i hjemmepleje og sygepleje.

De øgede takster på omsorgskørsel bidrager til. at flere ældre i kommunen ikke har mulighed for at opsøge fællesskabet. Vi afsætter derfor 0,7 mio. kr. årligt til minimering af egenbetalingen til omsorgskørsel.

Vi afsætter 0,1 mio. kr. årligt til en trivselspulje på ældreområdet til at styrke fællesskaberne.

Vi afsætter 2 mio. kr. årligt til demensindsatser, og vi afsætter særskilt 0,5 mio. kr. til en styrket indsats for psykisk syge og sårbare.

På kultur- og fritidsområdet har vi i budgettet prioriteret at forlænge omstillingen og forandringen af Frederikshavn Kunstmuseum med et år. Det samlede tilskud i 2024 beløber sig til 400.000 kr. årligt, hvorefter tilskuddet fastsættes til 200.000 kr. årligt.

Apholmen er et aktivt boligområde i Frederikshavn by, og forligskredsen er enige om, at der skal arbejdes målrettet på etablering af et trinbræt i 2026 for at fremme bedre transportmuligheder og øget bosætning.

Forligskredsen er enige om, at talentsportsklasserne fortsætter, og der skal udarbejdes et oplæg til en ny organisering med virkning for eleverne, der optages fra skoleåret 2025/2026.

Vi vil være flere i vores kommune. Det er dét, der får os til at overleve. I 2023 har vi investeret i at få lavet en analyse af en sociolog. I 2024 – 2027 afsætter vi årligt 0,5 mio. kr. til at sætte konkrete indsatser i gang, der skal bidrage til øget bosætning.

Vores virksomheder giver os kritik i Dansk Industris seneste Erhvervsklimaanalyse.
Det er skidt for os, og derfor afsætter vi indenfor de eksisterende rammer 0,5 mio. kr. til en ekstraordinær indsats fra Erhvervshus Nord i 2024. Indsatsen skal understøtte erhvervsudvikling, forbedre erhvervsklimaet og bidrage til bosætning.

Vi prioriterer i budgettet at nedbringe ventetiden på plan- og byggesager af hensyn til både borgere og virksomheder. Vi afsætter derfor 1,5 mio. kr. årligt til ansættelse af yderligere to byggesagsbehandlere.

Som led i at øge bosætningen afsætter vi 1,4 mio. kr. i 2025 til at afslutte vejanlæg og etablere byggegrunde i Østervrå.

Hærvejsprojekterne skal vi som kommune understøtte i knudepunkterne for vandreruterne og tilkoblingen i endepunkterne af Hærvejen. Til denne indsats afsætter vi 0,75 mio. kr. de to første år og herefter 0,5 mio. kr. årligt.

Vi prioriterer at forbedre kommunens infrastruktur og afsætter 4 mio. kr. til sikre skoleveje – herunder etablering af cykelstier i 2024. Til fornyelse af veje og stier med belægninger afsættes 3 mio. kr. Frydenstrand Skole mangler P-pladser, og derfor er der afsat 0,5 mio. kr. til etablering af parkeringsplads.

Vi har fokus på klimatilpasning og har afsat 1 mio. kr. årligt frem til og med 2027. Håndteringen og sikringen af arbejdet med større og hyppigere vandmængder har første prioritet.

Det skal undersøges, om kommunale tage kan lejes ud til opsætning af solceller. Kommunens tværgående ejendomsstrategi skal opprioriteres for at minimere arealer og udgifter til opvarmning.

Vi lever under vanskelige vilkår i en kommune, og når udgifterne stiger ét sted, er vi nødt til at spare andre steder.

I forligspartierne tager vi ansvaret på os og står på mål for prioriteringerne. Vi har truffet nogle valg og svære fravalg, som får konsekvenser for medarbejdere i administrationen. Vi kommer kontinuerligt til at se på mulighederne for konkurrenceudsættelse og afprøvning af den kommunale opgaveløsning for at sikre, at vi gør det, der er bedst og billigst.

Vi holder en skarp økonomisk kurs for at sikre kommunens økonomi, levere en anstændig service over for vores borgere og et trygt arbejdsmiljø for vores ansatte.

Med venlig hilsen

Birgit S. Hansen
Borgmester

I budgetaftalen for 2024 prioriteres en række områder, hvoraf nogle nævnes i dette afsnit.

Børne- og familieområdet

Børn og unge, der har det svært og har behov for ekstra støtte prioriteres. Der afsættes årligt yderligere 8,0 mio. kr. til de øgede omkostninger til familieområdet.
Der ønskes et øget fokus på unges mentale trivsel. Der er enighed om, at der skal ses på klubtilbuddene i kommunen.

Der ønskes et øget fokus på helhedsorienteret og tværgående indsatser i dagtilbud, folkeskole, ungdomsskolen og SSP med et meningsfuldt og sundt fællesskab i fritiden. Der skal arbejdes på et stærkere samspil mellem de kommunale tilbud og de foreningsdrevne tilbud.

Taksterne på de kommunale vuggestuer skal holdes i ro, og der skal derfor ikke ske stigninger som følge af indførelsen af minimumsnormeringen samt at det vægtes at
der gives et godt og sundt måltid til vores mindste, og at der ikke skal ske forældrebetaling for mad i vuggestuerne.

Ældre og sundhed

Der er enighed om, at dem der har det sværest skal hjælpes og støttes mest. Borgere med funktionsnedsættelser har brug for at være en del af fællesskaber. Det er et ønske, at hjemmedagene forandres på en måde, hvor det er fællesskabet, der er sigtet, men hvor det også er muligt at tilgodese særlige behov for den enkelte.

Der er enighed om, at der skal ske implementering af faste teams i alle plejegrupper. Kommunen fik midler fra en statslig pulje til at udvikle en forsøgsmodel med integreret hjemmepleje og sygepleje. Projektet der afsluttes primo 2024 viser positive resultater for borgerne, medarbejderne, trivsel og sygefravær. Der er behov for at
understøtte implementeringen med proceskraft for at sikre, faste teams i hjemmepleje og sygepleje.

Teknik og infrastruktur

Der afsættes 4 mio. kr. til arbejdet med sikre skoleveje, herunder etablering af cykelstier/ 2-1-veje i hele kommunen. Der afsættes herudover 3 mio. kr.
til asfaltbelægninger i kommunen.

Klimatilpasningsindsatser prioriteres i hele budgetperioden, der er enighed om, at håndteringen og sikringen af arbejdet med større og hyppigere vandmængder prioriteres først.


Bosætning, tiltrækning og erhvervsudvikling

Der er enighed om, at der prioriteres 0,5 mio. kr. årligt til konkrete og målrettet indsatser der skal understøtte, at vi bliver flere borgere i fremtiden.

Erhvervsudvikling og understøttelse af virksomhederne gennem målrettet ekstraordinær indsats fra erhvervshuset i 2024. Der skal som led i et forbedret erhvervsklima og bosætning iværksættes indsatser via kontraktens 0,5 mio. kr. til prioriterede indsatser. Der skal forbedre erhvervsklimaet og der skal arbejdes med konkret tiltrækning af midler fra Greenhub, erhvervsklynger og FRO-midler til Frederikshavn Kommunens virksomheder. Indsatsen skal iværksættes og udformes i efteråret 2023, med opfølgning august/september 2024, via erhvervshuset.

Der er enighed om, at der skal ske en hurtigere og kortere sagsbehandlingstid på plansagerne og byggesagerne.

Effektiviseringer og tilpasninger

Der er enighed om, at der kontinuerligt skal ses på omfanget af administration i kommunen samt at der kontinuerligt skal ses på mulighederne for konkurrenceudsættelse og afprøvning af den kommunale opgaveløsning, hvor det giver mening.

Den samlede budgetaftale fremgår af Frederikshavn Kommune Budget 2024-2027
i afsnittet ”generelle bemærkninger”.

Hvert år aftaler Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen de overordnede rammer for kommunernes økonomi.

Budgetaftalens overordnede rammer:

  1. Serviceudgifter
    Servicerammen i 2024 udgør samlet 304,8 mia. kr.
    (I Frederikshavn Kommunes budget er indregnet 3.095,7 mio. kr. til serviceudgifter).

  2. Anlæg
    Kommunerne må anvende 19,3 mia. kr. på anlæg
    i 2023 (I Frederikshavn Kommune er indregnet 126,4 mio. kr. i bruttoanlægsudgifter i 2024).

Det er resultatet af budgetaftalen mellem KL og regeringen, som lægger de overordnede rammer for kommunernes budgetter – herunder lofter over kommunernes serviceudgifter og anlægsudgifter.

På baggrund af aftalen udarbejder hver enkelt kommune sit eget budget, men da kommunerne risikerer økonomisk straf, hvis budgetterne ikke ligger inden for rammerne, så følger KL løbende op på, om kommunerne samlet set overholder rammen. Dette sker bl.a. ved at alle landets borgmestre samles og vurderer budgetsituationen og aftaler, hvordan hver enkelt kommune kan bidrage
til den samlede aftaleoverholdelse.

De foreløbige optællinger viser, at det er lykkedes for kommunerne at overholde den samlede ramme for service- og anlægsudgifter. Der er således ikke udsigt til en
sanktion for budgetterne på udgiftssiden i 2024. Det lykkedes imidlertid ikke for kommunerne at holde skatterne i ro, hvilket er et lovfæstet krav og dette udløser en sanktion fra staten.

Samlet set stiger de kommunale skatter med 687 mio. kr., og det betyder en tilsvarende reduktion i det bloktilskud staten yder til kommunerne. I 2024 betales 75% af reduktionen af de kommuner, som har hævet skatten, mens de resterende 25% dækkes af alle kommuner. For Frederikshavn Kommune betyder det, at der forventes en reduktion i kommunens indtægter i 2024 på 1,7 mio. kr. som følge af sanktioner på skatteområdet.

Driftsudgifter fordelt på udvalg

Diagrammet viser fordelingen af Frederikshavn Kommunes driftsbudget på 4,6 mia. kr. på udvalgsniveau. Hvert udvalg har én driftsbevilling.

Den procentvise fordeling

Arbejdsmarkedsudvalget: 28 %
Børne- og Ungdomsudvalget: 21 %
Kultur- og Fritidsudvalget: 5 %
Social- og Sundhedsudvalget: 31 %
Teknisk Udvalg: 4 %
Økonomiudvalget: 10%
Pulje til reservation af servicerammen: 0 %

Driftsudgifter fordelt på hovedområder

Den største andel af kommunens driftsudgifter anvendes til serviceudgifter. Serviceudgifterne er de driftsudgifter, som betaler for de store serviceområder som skoler, daginstitutioner, ældrepleje osv.

Der er med andre ord tale om de driftsudgifter kommunerne har i forbindelse med at levere serviceydelser til borgerne.

Fordelingen mellem hovedområderne er:
(alle beløb i 1.000 kr.) 

Serviceudgifter: 3.095.730 kr.
Aktivitetsbestemt medfinansiering af sundhedsudgifter: 282.1252 kr.
Driftsudgifter til ældreboliger: 7.908 kr.
Overførsler: 1.287.800 kr.
Takstfinansieret: 1.788 kr. 
Ordning for dagrenovation: 384

Vi har i Frederikshavn Kommune allerede et stort fokus på børn og unges
mentale trivsel med forskellige initiativer som Bagland Der Batter, Vores Sunde
Hverdag, KOMBU, Ungeguider og andre.

I 2024 og de kommende år forstærker vi dette arbejde ved bl.a. at sætte fokus på, hvordan kommunen kan understøtte børn og unges fritid endnu bedre. Dette skal bl.a. ske ved at se på kommunens eksisterende klubtilbud ud fra et ønske om at tænke endnu
mere helhedsorienteret og tværkommunalt i et tættere samspil med de foreningsdrevne
tilbud for børn og unge.

Forligskredsen ønsker at se på det samlede tilbud omkring dagtilbud, skole, ungdomsskole, klub og SSP. Sigtet er at sikre et bæredygtigt, værdifuldt og samlet tilbud, der understøtter kommunens børn og unge i at kunne trives, udvikles og mestre livet.

Dette kræver en involverende proces, og i den kommende periode vil der blive afprøvet forskellige muligheder bl.a. ved hjælp af den 1 mio. kr., der er afsat til inklusionsindsats i Budget 2024.

Det samme gør sig gældende med de 1,7 mio. kr. til PPR. En del af pengene skal sikre, at ventelisterne nedbringes. De resterende midler skal sikre, at PPR fremadrettet kan arbejde konsultativt og understøtte skoler og dagtilbud med at sikre en helhedsorienteret indsats, så flest mulige børn og unge kan forblive i deres nærområde og skoledistrikt.

Anlægsbudgettet fordelt på politiske udvalg

Økonomiudvalget: 24.556 mio. kr.  
Kultur- og Fritidsudvalget: 3,552 mio. kr.
Teknisk Udvalg: 94.388 mio. kr.
Plan- og Miljøudvalget: 1.388 mio. kr.

De største anlægsprojekter i 2024

Veje og cykelstier: 46,4 mio. kr.
Bygningsvedligeholdelse: 27,0 mio. kr.
Pulje til prioritering af nye anlæg og vedligehold: 6,5 mio. kr.
Energirenoveringer: 5,1 mio. kr..
Anlægspulje - når vi flytter sammen - lånepulje: 4,8 mio. kr. 

Fordeling af indtægter

Kommunens indtægter på 4,9 mia. kr. består af skatter (kommuneskat, grundskyld, selskabsskatter, dækningsafgifter (på offentlige ejendomme), dødsboskat, forskerskat
og tilskuds- og udligningsmidler fra staten.

Den største selvstændige indtægtskilde for Frederikshavn Kommune er indkomstskatten mens selskabsskatter, dækningsafgifter på offentlige ejendomme dødsboskatten og forskerskat hver udgør ca 1,6% af de samlede indtægter.

Beløb i 1.000 kr:

Tilskud og udligning: -1.632.329 kr.

Kommuneskat: -2.883.973 kr.

Selskabsskatter: -72.242 kr.

Dødsboskat: -661 kr.

Forskerskat: -300 kr.

Grundskyld: -305.440 kr.

Dækningsafgifter: 4.012 kr.

Udvikling i kommunens langfristede lånegæld ultimo året (1.000 kr.)


2023: 755.319
2024: 685.844
2025: 612.064
2026: 536.292
2027: 458.508

 

Forældre til børn i vuggestue og kommende forældre til børn i vuggestuer i Frederikshavn Kommune kan glæde sig over, at taksten for en vuggestueplads i 2024 bliver fastholdt på samme niveau som i 2023.

Det var ellers foreslået, at kommunen skulle overgå til at opkræve lovens maksimum
(25 % af driftsudgiften). Med tilførslen af 1,5 mio. kr. i Budget 2024 særligt til forældrebetalingen for vuggestuepladser, er det lykkedes at fastholde prisniveauet.

Et godt og sundt måltid hører til et godt småbørnsliv. Derfor vil børn i vuggestue fortsat få mad som en del af vuggestuetilbuddet i Frederikshavn Kommune. Forældre vil ikke komme til at betale ekstra for måltidet. Dette er muligt, fordi der blev tilført ekstra 2,2 mio. kr. til vuggestuerne i budget 2024 og overslagsårene.

Godt halvdelen af alle børn i dagtilbud mellem 0-2 år i Frederikshavn Kommune
benytter vuggestue. Håbet er, at når vi holder vuggestuetaksten i ro, og børnene får
et sundt måltid, bidrager det til, at børnefamilier bliver boende, og flere børnefamilier
får lyst til at bosætte sig i Frederikshavn Kommune.

 

Forud for budgetforliget foretages der en lang række ændringer i budgettet i forbindelse med Økonomiudvalgets – og fagudvalgenes arbejde med budgettet.

Frederikshavn Kommune har de seneste år foretaget en årlig budgetreduktion på 1% af kommunens serviceudgifter, svarende til ca. 28 mio. kr.

Der bliver imidlertid også tilført budgettet nye midler hvert år. I 2024-budgettet er der bl.a. sket følgende ændringer i budgetprocessen:

  1. Regulering for pris- og lønstigninger: 188,1 mio. kr.
  2. Regulering af overførselsudgifter: 88,4 mio. kr.
  3. Demografiregulering: -2.4 mio. kr.
  4. Lov- og cirkulæreændringer: 4,3 mio. kr.

Pris- lønreguleringen sikrer, at hvert enkelt budgetbeløb i kommunen forøges med de forventede stigninger i priser og lønninger. Pris- og lønreguleringen sikrer på den måde, at budgetterne i den kommunale organisation bevarer deres købekraft. Det er en politisk beslutning og prioritering i Frederikshavn Kommune, at alle budgetter
reguleres med de forventede pris- og lønstigninger. I 2024 forventes der markant højere pris- og lønstigninger end der har været set i de seneste års budgetlægninger.
Reguleringen betyder, at der lægges 188,1 mio. kr. ind i drifts- og anlægsbudgettet.

Til hvert nyt budgetår foretager regeringen en vurdering af, hvor store forventningerne til overførselsudgifterne vil være. Overførselsudgifter er en fællesbetegnelse for de budgetgaranterede udgiftsområder, som bl.a., er kontanthjælp, arbejdsløshedsdagpenge og førtidspension og øvrige overførselsudgifter, som omfatter bl.a. sygedagpenge fleksjob og boligstøtte. For de budgetgaranterede områder vil der ske en efterregulering i forhold til de faktiske
udgifter på områderne efter årets udgang. I forhold til de forventninger der var ved budgetlægningen for 2023 til budgetåret 2024, er der sket en væsentlig opjustering
af forventningerne til de samlede overførselsudgifter for 2024. For at sikre at Arbejdsmarkedsområdet har budgetmidler til at dække de øgede udgiftsforventninger, tilføres området vores forholdsmæssige andel heraf, som udgør 88,4 mio. kr.

Demografireguleringen betyder, at ældreområdet, skoleområdet, dagtilbudsområdet og folkeoplysningsområdet får tilpasset deres budgetter alt efter om der forventes
en stigning eller et fald i målgruppen for tilbuddene.

Det betyder f.eks., at hvis der forventes flere 0-6-årige i Frederikshavn Kommune i 2024 end i 2023, så øges budgettet til dagtilbudsområdet med den gennemsnitlige
udgift pr. 0-6-årig. Samlet set, for de fire områder, er budget 2024 reduceret med 2,4 mio. kr. i forhold til budgettet for 2023.

Hvert år bliver kommunerne reguleret for de lovgivningsmæssige ændringer der er vedtaget som har betydning for udgiftsniveauet for kommunerne. Denne regulering sker både i opadgående som nedadgående retning. Vi regulerer driftsbudgetterne med
de beløbsmæssige ændringer der er større end 50.000 kr. for den enkelte lovændring. Disse lovændringer betyder, at der bliver lagt 4,3 mio. kr. ind i budgetterne i 2024, således at driftsområderne kan udføre de nye lovfastlagte opgaver.

De borgere, der har det sværest, skal hjælpes og støttes mest. Det er der politisk enighed om

Borgerne på handicapområdets bofællesskaber har lige som andre mennesker brug for at være en del af fællesskaber. Derfor fornyer vi hjemmedagene, som er dage, hvor borgeren ikke er i dagtilbud. Hjemmedagene vil fremover byde på aktiviteter, hvor fællesskabet er i fokus, samtidig med at den enkelte borgers særlige behov tilgodeses. Fællesskabet styrkes også i Klub Gimle, hvor vi igen åbner for aktiviteter for borgerne i weekenderne. Målet er, at der dannes stærkere fællesskaber mellem borgerne.

Til at understøtte fællesskaber blandt borgere på handicapområdet er der i budgettet afsat 1,5 mio. kr./årligt til arbejdet med hjemmedage og weekendaktiviteter.
Midlerne vil desuden være med til at sikre, at borgerne i bofællesskaberne får mulighed for at få ledsagelse, når de skal til lægen, tandlægen og lignende.

Vi har høstet værdifulde erfaringer med at etablere faste teams i én hjemme- og sygeplejegruppe i Frederikshavn Kommune. Projektperioden har vist positive resultater
for både borgere, medarbejdere, trivsel og sygefravær.

Formålet med etableringen af faste teams i Frederikshavn Kommune er at udvikle en
helhedsorienteret hjemme- og sygepleje.

Det giver medarbejderne et større handlerum, og borgeren oplever sammenhæng i
indsatserne, medinddragelse og en høj grad af selvbestemmelse i eget liv. Fokus er således overordnet på den fælles kerneopgave hos borgeren og det tværfaglige samarbejde.

Med udmøntningen af de budgetterede midler er målet at understøtte implementeringen af faste teams i kommunens resterende hjemme- og sygeplejegrupper. I første omgang sker dette gennem ansættelse af to projektmedarbejdere, som får til opgave at drive implementeringen. Herefter vurderes det løbende, hvilke kompetencer der er behov for til at understøtte arbejdet i faste teams.

 

Minus er lig med indtægter, overskud og opsparing. Beløb i 1.000 kr.

Det skattefinansierede område

Skatter: -3.266.629
Udligning og generelle tilskud: -1.632.304
Driftsudgifter i alt: 4.614.087
Renter m.v.: 6.388


Resultat af ordinær driftsvirksomhed: -278.458
Anlæg - inkl. salgsindtægter: 124.214


Resultat af det skattefinansierede område: -154.244
Resultat af forsyningsområder: 243


Resultat i alt: -154.001
Optagne lån: 0
Afdrag på lån (langfristet gæld): 78.074
Øvrige balanceforskydninger: -1.764


Opsparing til kassen 2024: -77.691

(- = indtægt, overskud og opsparing)

Frederikshavn Kommunes overskud på ordinær drift er på 278,5 mio. kr. Det er dette tal, som ifølge kommunens økonomiske målsætning, som minimum skal være på
180 mio. kr.

Som det fremgår, er overskuddet på ordinær drift ikke det samme som årets opsparing til kassen. Overskuddet på ordinær drift skal således finansiere de af kommunens anlægsudgifter, som ikke er lånefinansierede, afdrag på lån samt balanceforskydninger.

Frederikshavn Kommune har målrettet arbejdet i retning af at sikre en stabil og fornuftig likviditet. Ved udgangen af oktober 2023 var den gennemsnitlige kassebeholdning på 264,1 mio. kr.

Budgettet indeholder en opsparing til kassen på 77,7 mio. kr. Målsætningen for gennemsnitslikviditeten forventes dermed at kunne overholdes. Budgetaftalens
punkt om at førtidig indfrielse af langfristet gæld på 59,7 mio. kr. er gennemført i efteråret 2023 og påvirker dermed ikke kassepåvirkningen for 2024, men kassepåvirkningen for 2023.

Det bemærkes, at der afdrages 78,1 mio. kr. mens der ikke optages nye lån i året. Dermed afdrages der netto 78,1 mio. kr. på kommunens langfristede gæld.

Børnepasning 0-2 år

Dagpleje heldagsplads - pr. måned: 3.197,00 kr.
Vuggestue heldagsplads - pr. måned: 3.299,00 kr. 

Børnepasning 3-5 år

Heldagsplads - pr. måned: 2.189,00 kr. 
Frokosttakst - pr. måned: 580,00 kr.

SFO I (0.-3. klasse)

Morgenplads - pr. måned: 560,00 kr.
Eftermiddagsplads - pr. måned: 1.660,00 kr.
Fuldtidsplads - pr. måned: 2.220,00 kr.
Aftenmodul - pr. måned: 574,00 kr.

SFO II (fra 4. klasse)

Morgenplads - pr. måned: 560,00 kr.
Eftermiddagsplads - pr. måned: 720,00 kr.
Fuldtidsplads - pr. måned: 1.280,00 kr.
Aftenmodul - pr. måned: 574,00 kr.

 

Øvrige takster

Frederikshavn Svømmehal

Børn: 36 kr.
Voksne: 62 kr.
Børn 10-turskort: 320 kr.
Voksne 10-turskort: 550 kr.

Renovation

Helårsboliger med tømning hver uge:
Dagrenovation, 240 l minicontainer pr. år: 2.194,80 kr.
Dagrenovation, 400 l minicontainer pr. år: 2.952,50 kr.
Dagrenovation, 660 l minicontainer pr. år: 3.169,49 kr.

Se alle takster (pdf-format)

Med Budget 2024 sender forligskredsen et politisk signal om, at der skal iværksættes indsatser, som kan medvirke til at forbedre kommunens erhvervsklima og bosætning

Disse tiltag skal iværksættes inden for rammen på 0,5 mio. kr. til prioriterede indsatser.

Der skal arbejdes med konkret tiltrækning af midler fra Greenhub, erhvervsklynger og FRO- midler til Frederikshavn Kommunens virksomheder.

Dette vil ske gennem en målrettet indsats, der forankres ved Erhvervshus Nord, og som vil ske på følgende områder:

  • Nyttiggørelse af vækstprogrammer, der sætter særlig fokus på formidling af vækstprogrammer samt igangsættelse af særlig fundraising indsats til finansiering af større udviklingsprojekter.
  • Bosætningsindsats, hvor en særlig indsats skal påvirke befolkningsudviklingen i positiv retning, ved at fokusere og forstærke indsatsen på de områder, hvor der i forvejen er succes med tiltrækning af nye borgere.

  • Kommunikation og positivt image hvor måle er at fremhæve de positive aspekter af vores område og samtidig lukke kløften mellem DI’ statistik om erhvervsvenlighed og virksomhedernes faktiske opfattelse.

For at muliggøre udvikling og forandring samt tiltrækning af både virksomheder og borgere er forligsparterne også enige om, at der skal ske en opprioritering af plan- og byggesagsområdet. Ved at afsætte samlet 1,5 mio. kr. årligt til indsatsen er målet, at der ansættes to nye medarbejdere, der skal bidrage til en hurtigere og kortere sagsbehandlingstid på plansagerne og byggesagerne.

Kontakt

Leif Christensen
Budget og Analyse

Tlf: (+45) 98 45 86 14
lech@frederikshavn.dk

Abonnér på ændringer på denne side

Tak for din tilmelding.

Du vil nu modtage en email med et link til at bekræfte din tilmelding. Herefter abonnerer du på denne side og vil modtage en e-mail hvis der sker ændringer i indholdet.

* E-mailen du indtastede, abonnerer allerede på denne side.

* Der skete en fejl og du blev ikke oprettet. Prøv igen senere.