Bangsbo Dyrehave byder på oplevelser året rundt. Der er mere end 50 hektar at boltre sig på.

Foråret med friske grønne farver, sommeren med ro og varme og efteråret med træernes smukke gule, røde og brune nuancer garneret med de karakteristiske brunstbrøl fra de store fritgående hjorte.

I Bangsbo Dyrehave finder du vores skønne, nye naturlegeplads med bålsted og madpakkehus.

Kort over ruter og faciliteter

Find ruter og faciliteter i Bangsbo Dyrehave

Bangsbo Dyrehave blev etableret i 1978, hvor arbejdet begyndte i foråret og fortsatte henover sommeren. I efteråret 1978 blev hjortevildtet sat ud i indhegningen og dyrehaven blev officielt indviet.

Borgere i Frederikshavn fulgte projektet med stor interesse.

Arealet var dengang 33 hektar, og der var plads til cirka 35 stykker hjortevildt fordelt på dåvildt, Sika vildt og kronvildt.

Et populært udflugtssted

Dyrehaven blev hurtigt et stort tilløbsstykke og mange interesserede tog forbi dyrehaven for at se de flotte hjorte. Oplevelserne blandt hjortene var store.

De besøgende medbragte ofte æbler og kastanjer til hjortene. Der er især ét dyr, som mange af de besøgende vil huske - råbukken Bob. Han blev alles kæledække, indtil han løb efter folk for at få mere mad. Det skræmte folk, da de troede, at han var efter dem, men han ville blot have flere æbler og kastanjer.

Dyrehaven er i dag vokset fra de 33 hektar til knap 51 hektar. Der er ca. 45 dyr fordelt på dåvildt og kronvildt. Forårsbestanden er noget højere, idet hjortene hvert år får kalve.

Skovhuset

I 1944 overtog Frederikshavn Kommune Bangsbo området og de tilhørende huse og skove. Det lille hus i skoven blev lejet ud til forskellige lejere frem til 1992, hvor den sidste lejer flyttede. Huset var oprindelig en tjenestebolig, hvor der boede personer med en arbejdsmæssig tilknytning til Bangsbo.

Det lille hus i skoven, er det, vi i dag kender som Skovhuset.

Skovhuset blev renoveret i 1993 og moderniseret i 2015. I dag fungerer det som en formidlingsplatform om naturen og hjortevildt. Det bliver også brugt til møder og kurser - ikke mindst Bøf, Brøl og Bordeaux, som er et meget efterspurgt gourmet- og formidlingsarrangement.

Bangsbo Dyrehave er det perfekte sted at holde børnefødselsdag. Naturlegepladsen er den ideelle ramme, hvor ungerne kan give den gas. Bålplads kan bruges til pølsestegning og snobrødsbagning.