Orlov til pleje af døende

Du kan som pårørende søge om et plejevederlag til at passe en nær slægtning eller ven, der ønsker at dø i eget hjem. Du har ret til at få orlov fra dit arbejde, når du modtager plejevederlag.

De almindelige kommunale tilbud om pleje, praktisk hjælp, hjælpemidler osv. gælder stadig, selv om der er bevilget plejeorlov.

Plejeorloven kan deles mellem flere personer. Det er også muligt at få plejeorlov på deltid. Plejevederlaget nedsættes i disse tilfælde forholdsmæssigt.

  • Ansøgning om plejevederlag afleveres hos den kommune, hvor plejeforholdet ønskes etableret
  • Plejeren er ikke ansat af kommunen, men får plejevederlaget udbetalt af kommunen
  • Hvis plejeren er ansat med fuld løn under plejeorloven, og således ikke har nogen tabt arbejdsindtægt, er arbejdsgiver berettiget til at få udbetalt plejevederlaget
  • Modtager plejeren en anden offentlig ydelse som for eksempel førtidspension eller efterløn, bortfalder ydelsen i den periode, hvor vedkommende modtager plejevederlag
  • Plejevederlaget udgør 1,5 gange det beløb, som modtageren i tilfælde af egen sygdom ville være berettiget til efter sygedagpengeloven
  • Er plejeren ikke berettiget til sygedagpenge udgør plejevederlaget et basisbeløb på kr. 16.440 (2021 takst) 

Ophør af orlov

  • Ved sygehusindlæggelse bortfalder retten til orlov, med mindre indlæggelsen er midlertidig
  • Ved varigt ophold på hospice afsluttes plejeforholdet

Du har ret, men ikke pligt, til at holde orlov i op til 14 dage efter dødsfaldet.

Selv om plejen foregår i hjemmet, kan der være behov for en midlertidig indlæggelse eksempelvis for at aflaste den pårørende.

Kortvarige ophold på hospice, sygehus, plejehjem eller lignende medfører ikke i sig selv, at plejevederlaget bortfalder.

Der kan ikke fastsættes nogen bestemt tidsgrænse for længden af et kortere ophold. Det må bero på en konkret vurdering.

Du kan få dækket dine udgifter til sygeplejeartikler og lignende, eksempelvis: 

  • sondeernæring
  • ernærings præparater

Hvis du vil læse mere om de forskellige love vedrørende plejevederlag i forbindelse med en pårørendes sygdom eller død, kan du læse § 119-122 i Serviceloven.