Servicelovens § 86, stk. 2
Denne kvalitetsstandard omhandler vedligeholdelsestræning. Er du interesseret i at læse de andre kvalitetsstandarder, findes de på Frederikshavn Kommunes hjemmeside, eller du kan henvende dig i Borgerservice og få dem udleveret.
Vi har udarbejdet kvalitetsstandarder for genoptræning, og vedligeholdelsestræning, som beskriver det politisk fastsatte serviceniveau, du kan forvente som borger i Frederikshavn Kommune.
Derudover er der lavet folderen ”Generel Information”, der blandt andet beskriver, hvad du kan forvente af de medarbejdere og leverandører, der hjælper dig i det daglige, samt hvad der forventes af dig, herudover kontaktinformationer og information vedr. klagevejledning mv.
Hvem kan få vedligeholdelsestræning?
Hvem kan få hjælp til vedligeholdelsestræning?
Du kan tilbydes hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder, hvis du på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov herfor.
Hvad er målet?
Vedligeholdelsestræningen skal bidrage til at afhjælpe væsentlige følger af et nedsat funktionsniveau. Træningen skal således medvirke til, at du kan have et godt og selvstændigt liv ved så vidt, det er muligt, at forebygge yderligere svækkelse.
Hvad kan du forvente i forhold til tildelingen af træningen?
Det er en visitator i Center for Social- og Sundhedsmyndighed, der vurderer dit behov og inden for 2 uger træffer afgørelse om tildeling af træningsydelser. Afgørelsen træffes på baggrund af de nødvendige oplysninger, herunder funktionsvurdering, lægeoplysninger mv.
Visitatorens afgørelse sendes efterfølgende skriftligt til dig. Af afgørelsen fremgår, hvilken træningsydelse, der er tildelt og det overordnede mål.
Såfremt du har E-Boks får du meddelelsen her, og er du fritaget for digital post, vil du modtage et brev i din postkasse
Hvis du modtager træning under den vederlagsfri fysioterapiordning, kan du ikke samtidig modtage samme træningstilbud i kommunalt regi.
Hvad kan du forvente i forhold til udførelsen af træningen?
Vedligeholdelsestræningen tilbydes som udgangspunkt en gang ugentligt og er afgrænset til den periode, hvor du har behov for terapeutens hjælp til træning i forhold til at fastholde dine færdigheder.
Vedligeholdelsestræningen tilrettelægges ud fra en konkret individuel vurdering af dit behov.
Der opstilles mål for træningen i samarbejde med dig. Vedligeholdelsestræningen påbegyndes indenfor 5 uger fra afgørelsen er truffet.
Træningen koordineres med andre kommunale indsatser.
Vedligeholdelsestræningen foregår som hovedregel på hold, men kan i særlige tilfælde foregå individuelt. Vedligeholdelsestræningen kan foregå i dit eget hjem, på trænings- eller aktivitetscentre samt i forbindelse med ophold på aflastningsafdeling.
Træningen påbegyndes inden for en 1⁄2 time fra det aftalte tidspunkt. Forskydes dette bliver du kontaktet og ny tid aftales.
Ved udførelsen af træningen tilstræbes, at det er den samme medarbejder/de samme medarbejdere, der står for træningen.
Træningen påbegyndes med en fysio- eller ergoterapeutisk undersøgelse samt formulering af mål for træningen. Dette sker i samarbejde med dig.
Træningen tilrettelægges individuelt efter funktionsevne. Hvor det er relevant, giver fysio- eller ergoterapeuten vejledning og instruktion, til dig, dine pårørende og eventuelt plejepersonale.
I forbindelse med afslutningen af vedligeholdelsestræningen får du oplysninger om andre tilbud, hvor du selv kan fastholde og udvikle funktioner samt fortsætte din egentræning.
Hvordan udføres træningen?
Træningen udføres af ergo- og/eller fysioterapeuter. Andet personale kan ud fra en individuel faglig vurdering medvirke i udførelsen af træningen under supervision af terapeuterne.
Værd at vide om vedligeholdelsestræning
Hvem leverer ydelsen
Ergo- og fysioterapeuter i Træningsområdet Frederikshavn Kommune varetager den vedligeholdende træning i samarbejde med dig. Andet personale kan ud fra en individuel faglig vurdering medvirke i udførelsen af træningen under supervision af terapeuterne.
Træningsområdets forpligtigelser
Træningen skal påbegyndes inden for 30 min. fra det aftalte tidspunkt. Hvis dette ikke er muligt omlægges træningen til et andet tidspunkt efter aftale med dig.
Hvis ergo- eller fysioterapeuten under særlige omstændigheder er nødt til at aflyse, skal du tilbydes en ny tid. Hvis ergo- eller fysio- terapeuten udebliver, skal du kontakte Træningsområdet i Frederikshavn Kommune. Du har ret til en ny tid. Træningsområdet i Frederikshavn Kommune vil tilstræbe, at det så vidt muligt altid er den samme ergo- eller fysioterapeut, der varetager din træning.
Dine forpligtigelser
Vi forventer, at du prioriterer og er motiveret for træningen. Du skal være i stand til aktivt at tage del i træningen og være i stand til at modtage instruktion/ny indlæring. Hvis du ikke prioriterer træningen og gentagne gange melder afbud eller udebliver fra træningen, vil træningen blive afsluttet.
Hvis du er forhindret i at modtage træning på det aftalte tidspunkt, skal du give Træningsområdet Frederikshavn Kommune besked hurtigst muligt. Hvis du selv aflyser træningen, kan du ikke forvente at få en anden tid
Særlige forhold
Medarbejderne er omfattet af Arbejdsmiljøloven, uanset om træningen foregår på et center, i træningslokaler, i nærmiljøet eller i dit eget hjem. Loven siger, at arbejdet skal udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt. Det vil sige, at hjemmet skal være indrettet, så medarbejderen kan udføre arbejdet sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Frederikshavn Kommune ønsker at sikre medarbejderne en røgfri arbejdsplads – og et sundt arbejdsmiljø. Der kan derfor ikke pålægges en medarbejder at arbejde, mens der ryges. Medarbejderen har tavshedspligt om forhold, de ser og hører i forbindelse med deres arbejde. Tavshedspligten gælder også efter ansættelsesforholdet er ophørt.
Medarbejderne må ikke modtage gaver eller lån af brugeren.
Kørsel til vedligeholdelsestræning
Hvis du på grund af din funktionsnedsættelse er ude af stand til at transportere dig selv til træning på kommunens træningscentre, kan kørsel søges iht. Servicelovens § 117. Der er en delvis egenbetaling på kørslen.
Du skal i dette tilfælde rette henvendelse til visitator, som har bevilget træningen.