Kvalitetsstandard for genoptræning

Genoptræning er begrænset til den periode, hvor der er mulighed for bedring af dit funktionsniveau, og hvor du har behov for terapeutens hjælp for at forbedre dit funktionsniveau.

Genoptræning gives fortrinsvis til ældre, som er svækket på grund af længere tids sygdom eller oplever funktionstab, og i begrænset omfang andre, som har behov for fysio- eller ergoterapeutisk genoptræning for at genvinde færdigheder.

Den fysiske funktionsnedsættelse skal være forårsaget af sygdom, der ikke behandles i tilknytning til sygehusindlæggelse.

Visitationsenheden

Center for Social og Sundhedsområdet
Rådhus Allé 100
9900 Frederikshavn

Telefontid: 98 45 53 53 mellem klokken 08.00-09.30

Visitator træffer afgørelse om bevilling af genoptræning inden for en uge efter din henvendelse. Afgørelsen sendes efterfølgende skriftligt til dig.
Afgørelsen træffes på baggrund af de nødvendige oplysninger, eksempelvis på baggrund af funktionsevne og lægeoplysninger. Det fremgår af afgørelsen, hvilken træning du er tildelt.

Genoptræningen påbegyndes senest 2 uger efter afgørelsen er truffet.

Ergo- og fysioterapeuter i Træningsområdet Frederikshavn Kommune varetager genoptræningen i samarbejde med dig.

Genoptræningen udføres af ergo- og eller fysioterapeuter. Andet personale kan ud fra en individuel vurdering medvirke til udførelsen af træningen. I disse situationer vil det være under supervision af terapeuterne.

Medarbejderen har tavshedspligt.
Tavshedspligten gælder også efter, at ansættelsesforholdet er ophørt.

Medarbejderne må ikke modtage gaver eller lån.

Genoptræningen er gratis.

Der kan være en egenbetaling, hvis du har brug for kørsel til genoptræningen.

Genoptræning kan som udgangspunkt tildeles 2 gange ugentligt, dog ud fra en konkret individuel vurdering. Genoptræningen er afgrænset til den periode, hvor du har behov for terapeutens hjælp til træning i forhold til at bedre dine færdigheder.

Genoptræningen påbegyndes med en fysio- eller ergoterapeutisk undersøgelse samt formulering af målet med træningen i samarbejde med dig.

Der findes forskellige typer af træning:
Ergoterapeutisk genoptræning

Træningen påbegyndes med ergoterapeutisk undersøgelse samt formulering af målet for træningen. Dette sker i samarbejde med dig. Træningen kan omfatte træning i almindelige hverdags gøremål, herunder brug af relevante hjælpemidler, træning af hånd, arm, ansigt og svælg. Desuden kan genoptræningen også bestå af relevant vejledning til dig, dine pårørende og/eller plejepersonale, der er omkring dig i hverdagen.

Fysioterapeutisk genoptræning

Træningen påbegyndes med fysioterapeutisk undersøgelse samt formulering af målet for træningen. Dette sker i samarbejde med dig. Træningen kan omfatte træning af muskelstyrke og ledbevægelighed, neuromuskulær træning, balance- og koordinationstræning, træning af respiration (vejrtrækning) og kredsløb samt funktionstræning. Desuden kan genoptræningen også bestå af relevant vejledning til dig, dine pårørende og/eller plejepersonale, der er omkring dig i hverdagen.

Midlertidig aflastningsophold med genoptræning

Træningen påbegyndes med en ergo- og/eller fysioterapeutisk undersøgelse samt formulering af målet for træningen. Dette sker i samarbejde med dig. Den daglige træning kan for eksempel omfatte koordineret ergo- og fysioterapeutisk træning i samarbejde med hjælpepersonale og aktivitetstilbud. Desuden relevant vejledning til dig, dine pårørende og/eller plejepersonale, der er omkring dig i hverdagen.

Der kan indgå hjælpemidler og velfærdsteknologi som et redskaber i din træning.

Når du er bevilget træning, har du pligt til at oplyse Frederikshavn Kommune, hvis dine forhold ændres.

Du skal kontakte Visitationen, som vil vurdere, om der er behov for en ny vurdering, eller om træningen kan tilpasses alene på baggrund af din henvendelse.

De medarbejdere, der hjælper dig er uddannede og forpligtigede til at observere ændringer i din almentilstand og give besked til visitationen i tilfælde af behov for ændring af din hjælp. Dette gælder både i tilfælde af forbedring og forværring af din almentilstand.

Der opstilles mål for genoptræningen i samarbejde med dig.

Aflysning af træning forekommer efter forudgående kontakt, og du vil blive tilbudt en ny tid. Hvis ergo- eller fysioterapeuten udebliver, skal du kontakte Træningsområdet i Frederikshavn Kommune.

Træningen påbegyndes inden for 30 minutter fra det aftalte tidspunkt. Forskydes dette, bliver du kontaktet og en ny tid aftales.

Det tilstræbes, at det er den samme medarbejder/de samme medarbejdere, der står for genoptræningen.

Ved ophør af træningen oplyses du om andre tilbud, hvor du selv kan fastholde og udvikle funktioner.

Genoptræningen kan foregå i dit eget hjem, på et trænings- eller aktivitetscenter eller under ophold med genoptræning.

Leverandøren må ikke have nøgle til dit hjem, hvis du selv kan lukke op.

Du skal deltage aktivt træningen og være i stand til at modtage instruktion.
Hvis du ikke prioriterer træningen og gentagne gange melder afbud eller udebliver fra træningen, vil træningen blive afsluttet.

Hvis du er forhindret i at modtage træningen, skal du give leverandøren besked hurtigst muligt. Hvis du selv aflyser træningen, kan du ikke forvente at få en anden tid.

Hvis du ikke åbner døren, vil medarbejderen undersøge årsagen hertil ved at kontakte pårørende, din valgte kontaktperson eller Visitationen. Hvis det ikke lykkes at finde ud af, hvor du befinder dig, vil medarbejderen som sidste udvej rekvirere en låsesmed for din regning.

Dit hjem skal være indrettet, så medarbejderen kan overholde arbejdsmiljølovgivningen. Loven siger, at arbejdet skal udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt.

Dit hjem skal være røgfrit, imens hjælpen leveres og husdyr skal være lukket inde.

Der skal være gode adgangsforhold til dit hjem. Du skal selv sørge for at få ryddet sne, samt sikre at der ikke er glat, når hjælpen kommer til dig.

Hvis du på grund af din funktionsnedsættelse er ude af stand til at transportere dig selv til træningen, kan kørsel søges iht. Servicelovens § 117. Der er en delvis egenbetaling på kørslen.

Du skal i disse tilfælde rette henvendelse til visitator, som har bevilget træningen.

Center for Social- og Sundhedsområdet vil løbende sørge for, at der bliver foretaget en kvalitetsopfølgning med det formål at sikre, at du får leveret den rette træning i forhold til træningen.

Ønsker du at klage over den tildelte træning, skal klagen rettes til:

Visitationsenheden
Center for Social og Sundhedsområdet
Rådhus Alle 100
9900 Frederikshavn

Hvis du klager, vil Visitationsenheden revurdere dit behov for hjælp. Hvis afgørelsen fastholdes, sender Visitationsenheden din klage videre til Ankestyrelsen. Du vil herefter få svar direkte fra Ankestyrelsen.

Klage over udførelsen af træningen skal rettes til træningscentret. Opnås der ikke enighed, kontaktes Visitationsenheden.

Kontakt

Visitationsenheden

Tlf. (+45) 98 45 53 54

Telefontid
Hverdage kl. 8.00 - 09.30

 

Abonnér på ændringer på denne side

Tak for din tilmelding.

Du vil nu modtage en email med et link til at bekræfte din tilmelding. Herefter abonnerer du på denne side og vil modtage en e-mail hvis der sker ændringer i indholdet.

* E-mailen du indtastede, abonnerer allerede på denne side.

* Der skete en fejl og du blev ikke oprettet. Prøv igen senere.