Frederikshavn Kommune er Danmarks nordligst liggende kommune. Tusinder af gæster besøger os hvert år, blandt andet for vores strande, attraktioner og arrangementer. Det gør, at Frederikshavn Kommune er vant til at have mange feriegæster. Vi vil derfor gerne byde dig velkommen i kommunen. Hvis du modtager hjemme- og sygepleje i din hjemkommune, vil du også have mulighed for at få den samme hjælp, når du gæster Frederikshavn Kommune.
Arbejdsmiljø og krav til ferieboligen
Medarbejderen er omfattet af arbejdsmiljølovgivningen, når de arbejder i ferieboligen. Det vil sige, at hjemmet skal være indrettet, så medarbejderen kan gøre arbejdet bedst muligt, og i henhold til lovgivningen. Desuden skal ferieboligen være røgfrit, imens hjælpen ydes, for at sikre et sundt arbejdsmiljø for medarbejdere.
Hjemmepleje til turister
Har du brug for hjemmepleje under dit ophold, skal du kontakte din hjemkommune. Det er hjemkommunen, som bestiller hjælpen hos Frederikshavn Kommune eller en privat leverandør. Hjemmeplejen skal bestilles senest tre hverdage, før du ankommer.
Sygepleje til turister
Har du brug for sygepleje under dit ophold, skal du kontakte din hjemkommune. Det er hjemkommunen, der bestiller hjælpen hos Frederikshavn Kommune. Sygeplejen skal bestilles senest tre hverdage, før du ankommer.