Søskendetilskud
Hvis du har flere børn i dagtilbud, kan du få søskendetilskud. Du betaler fuld pris for den dyreste plads og får 50 procent i tilskud til betalingen for de øvrige pladser.
Reglerne om søskendetilskud gælder for pladser til børn i dagpleje, vuggestue, børnehave og SFO. De gælder også til børn i en privat institution, eller hvis du får tilskud til privat pasning.
Du kan ikke få tilskud til børn og unge med pladser i fritids- og ungdomsklub.
Behandlingsmæssig eller socialpædagogisk friplads
Dit barns funktionsevne
Har dit barn en betydelig og varig nedsat funktionsevne, og har du fået tilbudt en plads i dagpleje, vuggestue eller børnehave af behandlingsmæssige grunde, kan du få din betaling nedsat med 50 procent.
Hvis du har svært ved at betale
Du har mulighed for at søge en socialpædagogisk friplads, når dit barn har et særligt behov for at beholde pladsen i dagpleje, vuggestue, børnehave eller SFO , og du samtidigt har vanskeligt ved at betale for pladsen.
Hvordan søger du om friplads?
Hvis du har brug for at søge en behandlingsmæssig eller socialpædagogisk friplads, skal du kontakte Pladsanvisningen på tlf. (+45) 98 45 50 00 eller sende en sikker mail.