Ejer du en ejendom, skal du betale ejendomsskat til den kommune, hvor ejendommen er beliggende.
Hvordan beregnes ejendomskatten?
Ejendomsskatten beregnes som en promille af det beregningsgrundlag, der er fastsat af SKAT.
Byrådet har fastsat satsen for 2020 til 29,9 promille.
Beregningsgrundlaget for ejendomsskatterne beregnes på baggrund af grundværdien pr. 1. oktober det foregående år.
Øvrige afgifter på ejendomsskattebilletten
Sammen med ejendomsskat opkræves der også et gebyr for skorstensfejning og rottebekæmpelse.
Har du købt eller solgt ejendom?
Hvornår skal du betale ejendomsskat?
Vi sender opkrævninger ud midt i januar, og skattebilletten skal betales i to rater pr. 1. februar og 1. august. Vi sender et girokort 14 dage før forfaldsdato.
Hvis du er tilmeldt PBS-betalingsservice, modtager du ikke et girokort. Din ejendomsskattebillet bliver sendt til din digitale postkasse.
Ændringer i grundskyld for grundejere 2018-2020
Borgere, som skal betale mere i grundskyld (ejendomsskat), vil få indefrosset en del af deres grundskyld for 2018.
Det betyder, at den enkelte ejer ikke skal betale noget nu. I stedet får ejerne et lån, der svarer til beløbet. Lånebeløbet fremgår af ejendomsskattebilletten og er trukket fra i opkrævningerne, som sendes ud. Lånet er rente- og gebyrfrit indtil forfald.
Hvorfor indefrysning?
Baggrunden for indefrysningen er lov nr. 278 af 12. april 2018. Med loven indføres en midlertidig indefrysningsordning for 2018-2020. Det betyder, at Frederikshavn Kommune skal indefryse årlige stigninger i grundskylden over 200 kr. pr. ejer.
Ordningen skal være enkelt, og derfor kan ejere ikke – ifølge loven - fravælge indefrysning eller vælge at indfri lån i perioden 2018-2020.
Grundskylden for første halvår af 2018 er blev opkrævet uden indefrysning. Det skyldes, at lovgrundlaget for den midlertidige indefrysningsordning ikke var vedtaget på det tidspunkt. Det er det nu, og derfor får alle indefrosset det beløb, der svarer til stigninger i grundskylden for hele 2018.
Skifte af ejer af ejendomme
Hvis en ejendom skifter ejer, så skal den tidligere ejer betale det indefrosne beløb. I sådanne tilfælde vil de tidligere ejere automatisk modtage opkrævningen fra Frederikshavn Kommune. Hvis den nye ejer af en ejendom er ægtefællen, vil vedkommende overtage lånet.
Alle modtager en årlig opgørelse, som viser det indefrosne beløb pr. år samt det totale beløb.
Læs mere på Skatteministeriets hjemmeside
Hvis du ikke betaler din ejendomsskat til tiden
Hvis du ikke har betalt din ejendomsskat til tiden, opkræver vi 0,5% i rente pr. påbegyndt måned regnet fra forfaldsdagen.
Desuden opkræver vi et gebyr/retsafgift, når vi sender rykkere og tilsigelser. Hvis du ikke betaler renter, gebyrer og retsafgifter, opkræver vi det på næste års ejendomsskat.
Rottebekæmpelsesafgift
Du betaler via din ejendomsskattebillet en afgift på 0,065 promille til bekæmpelse af rotter. Du kan ikke fritages for afgiften, selvom du ikke benytter Frederikshavn Kommunes tilbud om rottebekæmpelse. Dette gælder også, hvis du anvender en privat ordning.
Frederikshavn Kommune betaler rottebekæmpelsen. Du skal selv betale for eventuelle reparationer af din kloak.
Hvis du har spørgsmål, kan du kontakte Ejendomsdata.