Unge i Frederikshavn kommune kvitter smøgerne

09-02-2017

Mere end hver tredje unge ryger vil gerne droppe smøgerne. Blandt dem nogle af eleverne på Martec, som torsdag havde besøg af rygestopinstruktører fra kommunens sundhedscentre

På blot et år er andelen af unge rygere mellem 15 og 25 år på uddannelserne i Frederikshavn kommune faldet fra ca. 24 procent til 21 procent. Og mere end hver tredje af rygerne vil gerne stoppe. Det kan de få hjælp til af sundhedscentrenes rygestopinstruktører, som holder Rygestop Events på uddannelserne mindst en gang om året. 

Torsdag formiddag tog rigtig mange af eleverne på Martec imod tilbuddet om at møde rygeinstruktørerne og få en snak med dem om rygning. De unge kender godt til rygningens konsekvenser, men det kom bag på flere, hvor stor indvirkning rygning har på kroppens ydeevne. 

Rygestopinstruktørerne mærkede en stor motivation blandt mange af de unge for at kvitte smøgerne. Som en af drengene sagde: "Jeg stoppede med at ryge i ti dage. Denne gang varer mit rygestop resten af livet."

Skræddersyet forløb
De unge har flere muligheder for at få støtte til at blive rygningen kvit. Man kan fx komme i individuelt rygestopforløb i tilknytning til sundhedscenteret, eller man kan deltage i et gruppeforløb på uddannelsen, hvis der er tilstrækkelig stor interesse blandt eleverne. 

Udfordringen for flere af eleverne, der deltog i dagens Rygestop Event, er, at de stikker til søs med Skoleskibet Danmark på søndag og dermed ikke har mulighed for at møde rygeinstruktørerne næste torsdag på Martec.  ​