Japansk verdenskunst kommer til Skagen

02-08-2017

Den anerkendte, japanske billedkunstner Kumi Machida udstiller på Kulturhus Kappelborg. Alle er velkomne til fernisering lørdag den 12. august

I anledningen af 150-året for det diplomatiske samarbejde mellem Japan og Danmark udstiller Kulturhus Kappelborg i Skagen billedkunstneren Kumi Machidas værker i perioden 12. august til 1. oktober 2017.

Mens det moderne Japan kommer til Skagen med Kumi Machidas udstilling, rejser historiske verdenskendte kunstværker af skagensmalerne til Japan. Denne udveksling af kunst, kultur og historie mellem Danmark og Japan er en del af projektet Skagen til Japan – Japan til Skage. Mens det moderne Japan kommer til Skagen med Kumi Machidas udstilling, rejser historiske verdenskendte kunstværker af skagensmalerne til Japan. Denne udveksling af kunst, kultur og historie mellem Danmark og Japan er en del af projektet Skagen til Japan – Japan til Skagen. Skagens kunstmuseer sendte tidligere på året dele af deres samling til Japan, hvor udstillingen på National Museum of Western Art i Tokyo havde 220.000 besøgende i perioden fra februar til maj.

Prisvindende japanske streger

Kumi Machidas udstilling på Kappelborg hedder Japanske Streger. På udstillingen, der er specielt udvalgt og arrangeret til Kappelborg, viser hun både maleri, tegning og tryk, og det vil være muligt at købe malerier og grafiske værker, som stammer fra Kumi Machidas private samling. Machida fik sit gennembrud, da hun vandt førsteprisen i The Sovereign Asian Art Prize i 2007. Hendes streg er ved første øjekast enkel, men intet er helt, hvad det giver sig ud for, når Machida udforsker menneskelige relationer, vores blik på os selv, hinanden og vores plads i verden. I værkerne er linjen det primære element udført med ekstrem præcision og klarhed, der står i skærende kontrast til de ofte uhåndgribeligt urovækkende emner, der træder frem via menneskelige figurer, som ikke umiddelbart kan aflæses som mænd eller kvinder, voksne eller børn.

Fra New York til Skagen

Kumi Machida er uddannet i nihonga, traditionel japansk maleri, på Tama Art University i Tokyo. Siden sin afgang har hun redefineret nihonga-stilen og fundet sit eget udtryk – som langt fra er traditionelt. Hendes malerier er sort tusch på morbærpapir med en meget raffineret, men sparsom brug af blandt andet guldfolie og farvet pigment. Machida er repræsenteret i MoMas samling i New York og på Museum of Contemporary Art i Tokyo, såvel som i private samlinger i Japan og i udlandet. I 2008 udstillede hun på Louisiana og på Kestnergesellschaft i Hannover. Hendes værker var repræsenteret på BYEBYE KITTY!!! i New York i 2011. De seneste år har hun udstillet i bl.a. London, Paris, Wien og på adskillige udstillinger i Japan. Og nu kommer hun til Skagen.

Fernisering

Alle er velkomne til at deltage i fernisering af Kumi Machidas udstilling lørdag den 12. august kl. 12:30 på Kulturhus Kappelborg, Skolevej 5, 9990 Skagen. Udstillingen åbnes af borgmester Birgit Stenbak Hansen, Frederikshavn Kommune og Deputy Head of Mission Mr. Yoshifumi Sasatani.

Arrangør: Kulturhus Kappelborg i samarbejde med Frederikshavn Kommune​


 

Læs mere om udstillingen​
 ​​​​​