Flere skal med: Nyt projekt skal hjælpe ledige i job

12-02-2018

Når virksomhederne fremover bliver kontaktet af en Jobformidler, så er det et nyt projekt, som Jobcenter Frederikshavn håber virksomhederne tager godt i mod
Der er nemlig brug for at tage nye metoder i brug for at finde job til de ledige, der har været ledige i mere end fem år, og som skal ind på arbejdsmarkedet igen.

Flere skal med, hedder projektet, der skal sætte skub i både virksomhederne - der melder om behov for flere hænder – og de ledige, der har været borte fra arbejdsmarkedet i mere end fem år i forbindelse med sygdom eller andet.

 

”Selv ganske små job er der brug for til projektet. Når vi skal have denne her gruppe af mennesker ind på arbejdsmarkedet, så kan det være de fx skal begynde med få timer ad gangen for at vænne sig til at være i job. Derfor vil vi gerne tale til virksomhederne om at tage socialt ansvar. Vi i Jobcenteret er med på sidelinjen, og vi er klar med den nødvendige opkvalificering, så vi kan finde det rette match, og virksomhederne kan finde de ekstra hænder, de mangler blandt denne gruppe ledige,” siger Mette Neist, der er afdelingsleder i Team Job og Udvikling i Frederikshavn Kommune.

 

Ubrugt arbejdskraft

Projektet retter sig mod de, der har været på kontanthjælp i mere end fem år, og Frederikshavn Kommune får satspuljemidler til at gennemføre det. Her kommer Jobformidleren ind i billedet. Jobformidlerne er et nyt begreb, der blandt andet skal optræde som mentor/virksomhedskonsulent i forhold til at få hver enkelt kontanthjælpsmodtager sluset ind på arbejdsmarkedet. Projektet er sat i værk for at udnytte en ubrugt ressource af arbejdskraft ved at hjælpe længerevarende ledige ind på et arbejdsmarked, der bliver stadig mere presset for at skaffe de nødvendige hænder. Projektet slutter i 2019. Og på det tidspunkt skal alle i målgruppen være i arbejde eller uddannelse​.